WIKI

Cykliske aktier

Vigtig info

  • Cykliske aktier følger svingningerne i økonomien. Når økonomien generelt klarer sig godt, gør de cykliske aktier det samme, og modsat.
  • Selskaber med cykliske aktier sælger forbrugsvarer og tjenester, som købes ofte når der er højkonjunktur, men sjældent, når der er lavkonjunktur.
  • Det modsatte af en cyklisk aktie er en defensiv aktie. De klarer sig typisk godt i lavkonjunktur ift. resten af markedet, fordi de sælger nødvendighedsvarer.
  • Det er en god idé både at have cykliske og defensive aktier i sin portefølje, for at sprede sin risiko.
Forfatter  Paw Vej
Redaktør  Marc Otto Ørum
Opdateret: marts 29, 2024

Aktier er i høj grad påvirketet af hvordan verdensøkonomien klarer sig.

Når folk har flere penge mellem hænderne, bruges der også flere penge på at købe virksomhedernes produkter og tjenester.

Nogle aktier påvirkes mere af økonomien end andre aktier, og her kommer begreberne cykliske aktier og defensive aktier ind i billedet.

Hvad er cykliske aktier?

Cykliske aktier er volatile og følsomme overfor svingninger i økonomien. Når økonomien klarer sig godt, gør de cykliske aktier det samme og omvendt.

Selskaberne sælger typisk produkter, der ikke kan kategoriseres som nødvendighedsvarer.

Der er altså tale ofte om helt almindelige forbrugsgoder, såsom elektronik, rejser, smykker og tøj.

I tider med økonomisk opgang, bruger folk flere penge, og derfor tjener selskaberne mere og aktierne klarer sig godt.

I krisetider bruger folk færre penge på disse typer produkter og tjenester, og derfor klarer aktierne sig dårligt.

Typisk udvikling i kurs for en cyklisk aktie

Cykliske aktier vs defensive aktier

Det modsatte af cykliske aktier er defensive aktier. Disse selskaber sælger ting som medicin, toiletartikler og fødevarer, som folk altid har brug for, selv i krisetider.

Selvom en aktie er defensiv, betyder det dog ikke, at den ikke oplever udsving i kursen.

Typisk kursudvikling for cykliske og defensive aktier

Eksempler på defensive aktier er Coca-Cola, Novo Nordisk, Top Danmark og Kellogg. 

Æder høj kurtage dit afkast?

Spar tusindvis af kroner ved at vælge den rigtige aktieplatform

Se de bedste aktieplatforme

21 eksempler på cykliske aktier

Her kommer en række eksempler på cykliske aktier.

Mange af de samme grunde går igen. Forbrugerne og virksomhederne har færre penge til rådighed, og derfor fravælges de mindre nødvendige køb.

Flyselskaber og hoteller

Når forbrugerne har penge på lommen, rejser de som regel mere. Det samme gør sig gældende for virksomheder, som er mindre villige til at bruge penge på flybilletter og hotelophold i krisetider.

  • SAS (SAS)
  • Norwegian Air Shuttle (NAS)
  • The Boeing Company (BA)
  • Delta Airlines (DAL)
  • Scandic Hotels Group (SHOT)

Detailhandel

Almindelige butikker, der sælger forbrugsgoder, tjener mindre i krisetider, fordi forbrugerne ikke prioriterer disse typer varer. Dog kan nogle detailhandlere godt være defensive, hvis de hovedsageligt sælger nødvendighedsvarer.

  • Pandora (PNDORA)
  • Best Buy (BBY)
  • Nordstrom (JWN)
  • Target (TGT)

Tech aktier

De fleste tech aktier er cykliske, men det er ikke alle. Forbrugere og virksomheder fravælger i større grad at bruge penge på de seneste teknologier i krisetider.

  1. Apple (AAPL)

  2. Alphabet (GOOG)

  3. Facebook (FB)

  4. Dropbox (DBX)

  5. Salesforce.com (CRM)

Bilindustrien

De fleste forbrugere vælger at give deres gamle biler et år eller to endnu, når økonomien går dårligt, men er mere villige til at skifte dem ud, når det går godt.

  1. Bayerische Motoren Werke (BMW)

  2. Volvo (VLVLY)

  3. Toyota Motor (TM)

  4. Porsche Automobil Holding (POAHY)

Banker

Efterspørgslen på realkreditlån, billån og kreditter er ofte mindre, når der er lavkonjunktur, og derfor oplever bankaktier ofte nedgang. Renter falder ofte før lavkonjunktur finder sted, hvilket gør, at bankerne tjener endnu færre penge.

  1. Danske Bank (DANSKE)

  2. Deutsche Bank (DB)

  3. Bank of America (BAC)

Ikke alle kriser er ens

Selvom de fleste kriser på mange måder ligner hinanden, er der altid forskelle. Har det været en boligboble, kunstboble en teknologiboble, eller en helt anden omstændighed, der har udløst krisen?

Kigger vi på coronakrisen, har tech aktierne klaret sig helt fantastisk, fordi folk har været tvunget til at blive hjemme. 

Flyrejser og hotelophold er for mange mennesker slet ikke en mulighed længere, og derfor har aktierne i de industrier fået uhørt mange slag.

Man kan altså ikke sige, om en aktie altid vil være cyklisk eller ej. Det kommer an på de unikke omstændigheder, og hvad der sker i markedet.

Er cykliske aktier en god investering?

Hvis man finder de rigtige aktier og køber dem på det rigtige tidspunkt, kan cykliske aktier være en ekstremt god investering.

Disse aktier vil være en del af langt de fleste investorers porteføljer, for hvis de ikke er, går man typisk glip af et højt afkast, når det går godt.

Det er en god idé at investere i en blanding af cykliske og defensive aktier.

På den måde er du i en position, hvor din portefølje kan blomstre i gode tider, men stadigvæk være dækket ind, når det går mindre godt for økonomien.

Stir dig ikke blind på konjunkturer

Den generelle økonomi har en indflydelse på aktierne, men det er langt fra den eneste vigtige faktor, når det kommer til at udvælge aktier.

Du kan kigge på virksomhedens forretningsmodel, udbyttebetaling, historisk omsætning, deres vision for fremtiden og meget andet.

Pointen er, at økonomien er en af flere faktorer, som kan bruges til at udvælge hvilke aktier, man tror på.

Hvordan køber jeg cykliske aktier?

Du kan enten købe aktierne enkeltvis på din almindelige aktieplatform, eller købe en fond, der fokuserer på cykliske aktier.

En god måde at blive eksponeret overfor en bred vifte af cykliske aktier, er ved at investere i en indeksfond eller en ETF, der fokuserer på forbrugeraktier.

  • Formuepleje Forbrugsaktier (FPIFAK) er en aktivt forvaltet fond, der kan købes på NASDAQ Copenhagen og har en ÅOP på 1,96%.
  • Vanguard Consumer Discretionary ETF (VCR) er en ETF, der kan købes NYSE (New York Stock Exchange), og som primært indeholder amerikanske forbrugsaktier.

Vi har skabt en sammenligning af de forskellige aktieplatforme, så du nemt kan sammenligne priser og undgå at betale for meget.

FAQ

Hvad er cykliske aktier?

Cykliske aktier er volatile og følsomme overfor svingninger i økonomien. Når økonomien klarer sig godt, gør de cykliske aktier det samme og omvendt.

Hvorfor købe cykliske aktier?

Hvis man er investor, kan man ikke rigtig udelukke cykliske aktier fra sin portefølje, fordi der er så mange af dem. Argumentet for at handle med dem, er det samme som for almindelig aktiehandel, nemlig for at tjene penge på den lange bane.

Hvor finder man cykliske aktier?

Du kan købe dem på din almindelige aktieplatform. Læs artiklen for at se 21 eksempler på cykliske aktier.

Var denne artikel brugbar?

6 af 6 fandt dette hjælpsomt

Gennemsigtighed i indhold
Hos Financer.com dedikerer vi os til at hjælpe dig med din privatøkonomi. Alt indhold her på siden følger vores redaktionelle retningslinjer. Vi er åbne omkring, hvordan vi anmelder produkter og tjenester i vores anmeldelsesproces, og hvordan vi tjener penge i vores annoncøreroplysninger.
Forfatter Paw Vej

Paw Vej er leder for det danske marked hos Financer.com, hvor han har arbejdet siden 2016. Hans ekspertise falder inden for lån, kreditkort og investering, og hans artikler om de samme emner er blevet læst af mere end 1,5 millioner danskere. Paw er citeret af både danske FINANS og internationale Forbes.

Redaktør Marc Otto Ørum
Del på
Read Icon læst 5813 gange

Du gør en forskel når du bruger Financer  Lær mere