Lev billigt: Et gladere liv med få penge

  • september 3, 2024
  • 20 min. læsetid
  • Read Icon læst 16320 gange

Det er fuldt ud muligt at leve en livsstil med få penge og være gladere end “rige mennesker,”der konstant arbejder for at få råd til luksusvarer.

Selvom vi i dagens samfund næsten er tvunget til hele tiden at bruge penge, er det muligt at leve billigt, uden at mangle det helt store.

Der er intet galt med at være rig, men en mere minimalistisk livsstil kan hjælpe dig med at prioritere hvad der er vigtigt i dit liv og kan endda have en positiv indvirkning på dit helbred og miljøet omkring dig.

I denne artikel giver vi dig en meget praktisk guide til, hvordan du kan optimere dit forbrug.

Hvor billigt kan man leve?

Det er faktisk muligt at leve utroligt billigt, sikkert endnu billigere end du lige regner med.

Også i Danmark.

Du kan bestemt komme under 10.000 kr. om måneden, og sikkert helt ned på 5.000 kr. hvis du virkelig prøver.

Læs f.eks. om Jacob Lund Fisker, der står bag projektet Early Retirement Extreme, som lever for blot $7.000 om året (ca. 45.000 kr.)

Selvom du måske ikke er lige så ekstrem, er det godt at have et eksempel på, hvor billigt man kan leve.

Man behøver ikke at bruge over 320.000 kr. om året, hvilket er hvad danske husstande i gennemsnit bruger.

Eksempel på et meget billigt liv

Lad os tage et eksempel på, hvordan man kan leve for at gøre det så billigt som muligt:

  • Bolig. Du bor i en lille lejlighed, som passer til dit behov, men ikke mere end det. Du har valgt et godt men relativt billigt nabolag, og bor evt. sammen med din partner eller en sambo for at spare penge.
  • Transport. Du tager cyklen rundt og bruger ikke penge på offentlig transport eller bil. Du ved, at bilen er en af de største sorte pengehuller i vores privatøkonomi.
  • Mad. Du gør dine dagligvareindkøb 2-3 gange om måneden, og køber så vidt muligt varer på tilbud. Du køber desuden bønner, ris og lignende i større sække.
  • Ting. I stedet for at akkumulere mange forskellige ting og købe dem ofte, har du en række kvalitetsting, som du til gengæld sætter stor pris på. Du har heller ikke massevis af tøj og sko, men klarer dig for hvad du reelt har brug for.
  • Sjov. I stedet for shopping, biografture og restaurantbesøg, har du lært at have det sjovt for få eller ingen penge. Du nyder at gå ture, du læser, du har købt en projektør, som du bruger til hjemmebiograf, og finder glæden i at være sammen med dem du elsker på alle mulige måder.

Vi har ikke sat nogen specifikke tal på, da der er mange forskellige versioner af et billigt liv.

Det er en skala fra ekstremt billigt til ekstremt dyrt, men i den billige ende går mange af de samme principper igen.

Hvor lidt kan man leve for om måneden?

Hvis du er 100% selvforsynende, er det i teorien muligt at leve for 0 kr. om måneden. Det er dog urealistisk for langt de fleste mennesker.

I denne artikel udforsker vi hvordan man kan leve et billigt liv uden at mange det helt store.

Du kommer ikke helt ned på 0 kr. om måneden, men under 5.000 kr. bør være muligt for de fleste.

Lev billigt i 6 enkle trin – sådan gør du

Som du sikker har regnet ud, skal du muligvis til at skære nogle udgifter fra, hvis du gerne vil leve billigere.

En minimalistisk økonomi er vejen frem.

Lev så billigt som muligt ved at følge vores 6 trin, og få en god start på dit billige, men gode liv.

1. Find ud af hvor du står

Som det meget ofte er tilfældet, når vi taler om privatøkonomi, tager vi udgangspunkt i et budget.

Når du ved hvor meget du bruger, tjener og har tilovers, ved du hvor du skal skære fra og lægge til, når du planlægger dit liv med færre penge.

I korte trin skal du:

  1. Dokumentere alle indkomster efter skat
  2. Dokumentere alle dine udgifter, både faste og variable
  3. Beregne dit månedlige rådighedsbeløb

Brug evt. vores budgetguide med gratis budgetskema, som guider dig gennem hele processen trin for trin.

2. Prioriter din liste

Du ved nu, præcis hvordan du bruger dine penge. Nu er det tid til at beslutte, hvad der er vigtigt og hvad der er mindre vigtigt.

Det er tid til at få på det rene, hvad der virkelig er værdiskabende i dit liv. Kig i dit budget, og se hvordan du bruger dine penge.

Er mere tøj, elektronik, restaurantbesøg eller kaffe to go virkelig vigtigt for dig?

Giver det dig mere lykke, eller er det blot nogle få minutter eller sekunders dopaminudløsning?

Gør det dig virkelig gladere på den lange bane? Og findes der virkelig ingen billigere alternativer?

Skær 50% fra

Som en øvelse, så kig på dit budget og skær halvdelen af dit forbrug fra og se hvor du ender. Hvad vil du have skåret væk, hvis du skulle leve for halvdelen af de penge, du bruger i dag?

Det er desværre helt almindeligt at have utroligt mange ting, som vi ikke bruger.

Samtidig smider vi mange penge væk på almindeligt forbrug, som enten kunne være sparet helt, eller som har et billigere alternativ.

F.eks. kan du lave en kop kaffe derhjemme for under 2 kr. per kop, mens den ude nemt kan koste 20 kr.

Bliv vant til at leve med mindre

Som et næste trin, kan du skille dig af med halvdelen af de ting, du allerede ejer.

Har du tøj, du ikke har brugt i over 12 måneder? Så er chancen for du får det brugt i de næste 12 ekstremt lille.

”Nøj, den havde jeg helt glemt jeg ejede!”. Præcis, så sælg den. Du kommer ikke til at savne den, og du bliver ikke gladere af at akkumulere flere ting, du ikke bruger.

Hvad kan du absolut ikke leve uden?

Bolig, transport og mad er selvfølgelig ting, du ikke kan leve uden. Men har du f.eks. har en hobby, du på ingen måde ønsker at være foruden, så sæt streg under den.

Kvalitet eller discount?

Her er det værd at nævne, at vi ikke mener, at du skal købe alting så billigt som overhovedet muligt. Du kan købe mange paraplyer til 20 kr., som en lille brise hurtigt får bugt med.

Så bliver du nødt til at købe en ny næste gang.

Pointen er, at højere købspris ikke betyder, at et produkt er dyrt på lang sigt. Det handler om at købe kvalitet

I stedet for at tænke på prisen i dag, så tænk på prisen per år du kommer til at havde produktet.

Produkt 1Produkt 2
Købspris300 kr.1.500 kr.
Levetid2 år30 år
Pris per år150 kr.50 kr.

Udover en lavere pris per år, vil du opleve en anden fordel ved at eje kvalitetsprodukter: du sætter mere pris på dem.

Nogle produkter vil du endda kunne sælge igen til nogenlunde samme pris, som du købte det, flere år senere.

Ligesom hvis du køber et maleri, så kan du få masser af glæde af maleriet, og stadigvæk sælge det videre om flere år til samme værdi, som du købte det.

Igen, vi siger ikke at du skal gå ud og opgradere hele dit hjem til højeste kvalitet her og nu.

Nej, brug hvad du har, indtil det ikke kan mere, og derefter kan du købe kvalitetsprodukter, men kun hvis du rent faktisk har brug for dem.

Prioriter gæld, hvis du har den

Har du gæld, specielt med en rente på over 5%, er det vigtigt du prioriterer at få betalt den af.

Når du laver ekstra afbetalinger på din gæld, sparer du penge i fremtidige renteomkostninger.

Det gør samtidig hele din privatøkonomi mere overskuelig. Læs evt. vores guide til effektiv gældsafvikling.

3. Brug mindre på de største poster

For langt de fleste mennesker, er bolig, transport og mad de tre største udgifter i budgettet. Hvis du kan bruge mindre der, vil du være godt på vej mod et billigere liv.

Vi har samlet nogle spareråd, der vil hjælpe dig til at bruge mindre. Det er ikke sikkert, de alle er relevante for netop dig, men brug dem, der er.

Bolig

Med boligudgifter handler det primært om at sænke sin husleje, men det handler i nogen grad også om belejlighed.

Før du vælger en bolig, kig altid på:

  • Hvor lang tid tager det i transport til arbejde eller studie?
  • Hvor langt er der til det nærmeste supermarked?
  • Prisen

Du bør være yderst tilfreds med mindst 2 af disse. F.eks. er det fint at finde en bolig til 2.000 kr. om måneden, det er bare lidt ærgerligt hvis den ligger på Lolland og du arbejder i København.

Her er et par tips til at sænke dine boligudgifter:

  • Find en billigere bolig. Den mest åbenlyse mulighed er at finde et billigere sted at bo. Hvis du kan skære din husleje ned fra f.eks. 5.000 kr. om måneden til 3.500 kr., vil du spare hele 18.000 kr. om året.
  • Find en sambo. Det er næsten altid billigere at bo sammen med en roommate, end det er at bo alene.
  • Flyt hjem. Hvis du stadigvæk er ung, og har muligheden for det, kan du overveje at flytte hjem til dine forældre for at spare penge.
  • Overvej at købe. Hvis du f.eks. kan købe en 3-værelses lejlighed og udleje det ene værelse, vil du måske være i stand til at sænke dine månedlige omkostninger.

Transport

Når det kommer til transport, har vi et råd, der er alfa og omega: drop bilen.

En bil er en kæmpestor omkostning, som du bør gøre dit bedste for at undgå, hvis du ønsker at leve billigt.

Vi snakker tusindvis af kroner hver eneste måned, og hvis du køber ny bil med billån, kan du flerdoble det tal.

En bil kommer altid med følgende omkostninger:

  • Købsprisen
  • Brændstof
  • Forsikring
  • Syn
  • Værditab
  • Ejerafgift

Dertil kan du lægge dækskift, service, bilvask, parkering, olie, broafgifter, reparationer mm., som de fleste bilejere vælger at betale for.

Det kan du alt sammen slippe for, hvis du tager cyklen eller går i stedet. Du er jo alligevel flyttet så tæt på dit arbejde, at det nemt kan lade sig gøre.

Hvad ville du vælge?

  1. 1.000-5.000 kr. om året: Du cykler og går rundt for det meste og bruger offentlig transport eller kører med bekendte nogle få gange om året, når du skal til begivenheder, der er længere væk.
  2. 30.000-80.000 kr. om året: Du bruger dagligt din bil, når du skal på arbejde eller og til generel transport.

Hvad vil du kunne bruge de +30.000 kr. om året på, du sparer ved at droppe bilen? Eller +300.000 kr. efter 10 år?

Er bilen bekvemmeligheden værd for dig?

Mad og drikke

Restaurantbesøg og take-away er en anden stor budgetdræber.

Det koster hurtigt 150 kr. at spise ude. Gør du det fire gange om måneden, er du allerede oppe i 600 kr. om måneden, eller hele 7.200 kr. om året i restaurantbesøg.

Skærer du antallet af restaurantbesøg ned til én gang om måneden, har du allerede sparet 5.400 kr.

Her er vores råd til at spare penge på madposten:

  • Køb ind én gang om ugen. På den måde har du mad nok til hele ugen, og fristes langt mindre til at foretage impulskøb.
  • Spis mere af det billige. Når du laver et fuldt måltid mad, kan du spise lidt mindre kød, og lidt flere kartofler, linser, gulerødder, ris eller pasta. Det er råvarer der er billige og samtidig gør dig mæt.
  • Undgå alkohol og læskedrikke. Det er ekstremt uøkonomisk at drikke mange øl, sodavand og andre læskedrikke. Lær at holde af vand, som nemt kan peppes lidt op med appelsin eller citron. En dåsecola om dagen til 10 kr. bliver til hele 3.600 kr. om året.

Almindeligt forbrug

Som en lille bonus, så lad os snakke om almindeligt forbrug. Det er specielt de månedlige udgifter til forbrug, der kan gå hen og blive til mange penge om året.

F.eks. koster en streamingtjeneste typisk 100 kr. om måneden, men det er altså hele 1.200 kr. på et år.

Derfor bliver et Netflix abonnement hurtigt dyrere end en ny cykel, også selvom cyklen koster over 1.000 kr. fra ny.

Derfor er det mest effektivt at skære i de udgifter, der gentager sig måned efter måned.

Her er vores tips til at spare penge på almindeligt forbrug:

  • Gå dine abonnementer efter. Start med at opsige alle abonnementer, du ikke har brugt mere end et par gange de seneste to måneder. Og hvis du har flere abonnementer der tjener samme formål, f.eks. Netflix, HBO og en TV-pakke, så vælg én og opsig de andre.
  • Reducer din eksponering. Jo mere du er eksponeret overfor forskellige butikker, brands og reklamer, jo flere penge kommer du til at bruge. Du kan reducere din eksponering ved at se mindre TV, installere en adblocker på din computer og købe ind færre gange om ugen.
  • Brug 14-dages reglen. Hvis du ser en ting ”du bare må eje”, så vent mindst 14 dage med at købe den. Hvis du stadigvæk ikke kan leve uden efter 14 dage, kan du overveje om det er værd at bruge pengene eller ej.

4. Lær at have det sjovt for mindre

Hvis du har læst med så langt, tænker du måske, at dit nye liv kommer til at minde lidt mere om dine bedsteforældres barndom, end du lige havde regnet med.

Det hele virker bare alt for begrænsende!

Bare rolig, det er en helt almindelig indsigelse. Vi er næsten alle er vant til, at det koster penge at have det sjovt.

Samtidig kender vi få eller ingen sjove alternativer til vores almindelige forbrugsliv. Men sådan behøver virkeligheden heldigvis ikke at være.

Her er en kort liste med aktiviteter, som enten er gratis eller koster meget lidt:

  • Spil brætspil
  • Læs bøger
  • Tag på vandretur
  • Vær sammen med venner og familie
  • Lær at lave god mad
  • Tag på picnic i parken
  • Prøv geocaching
  • Lyt til podcast
  • Se film derhjemme
  • Lav en bruger på Meetup.com og tag til forskellige begivenheder
  • Tag billeder
  • Mal eller tegn
  • Start en blog eller dagbog
  • Meld dig ind i en klub
  • Tag på stranden
  • Lær et nyt sprog
  • Lær at jonglere
  • Dyrk sport

Et kort ord om livsstilsinflation

Livsstilsinflation er tendensen til at bruge flere penge, når vi kommer i besiddelse af flere penge. F.eks. vil en nyuddannet typisk opgradere sin bolig, når han eller hun kommer i arbejde.

Og begynde at spise ude 2 gange om ugen i stedet for 2 gange om måneden.

Problemet med det er, at det kun føles godt i en kort periode. Du bliver hurtigt vant til 2 restaurantbesøg om ugen, og nu er det bare ”normalt”.

De glæder du får ud af dine nye vaner er ikke større end de glæder, du oplevede med dit gamle forbrug.

Derfor kan du spare rigtig mange penge ved ikke at opgradere din livsstil proportionelt med din indkomst.

Hvis du pludselig tjener flere penge, så behold din nuværende levestandard og spar pengene op eller invester dem i stedet.

5. Genopbyg dit økonomiske mindset

Dit økonomiske mindset er det sæt af overbevisninger om penge, som du bærer rundt på. Nogle eksempler kunne være:

  • Jeg er gladere når jeg har mange ting.
  • Det er umuligt at leve for X antal kroner om måneden.
  • Opsparing og investering er kun for folk med rigtig mange penge.
  • Jeg tjener ikke nok til at spare op.
  • Min økonomiske succes afhænger af markedet og landets økonomi.
  • Jeg er bare ikke god til det med penge.

Disse overbevisninger er ikke særlig brugbare, når det kommer til at leve billigt. For at få en idé om dit eget økonomiske mindset, kan du spørge dig selv:

  • Hvordan har jeg det med penge?
  • Hvad er nogen af mine tidligste minder om penge?
  • Var skænderier om penge en del af min opvækst, eller blev emnet ofte undgået?
  • Hvordan kunne jeg tænke mig at have det med penge?

Når du ved hvor du står, kan du begynde at bytte de overbevisninger, der holder dig tilbage, ud med nye overbevisninger, såsom:

  • Det er ikke ting der gør mig glad, men oplevelser og tid med dem jeg elsker.
  • De penge jeg bruger, gør mig ikke rigere.
  • Jeg kan spare og investere, uanset hvor lav eller høj min indkomst er.
  • Jeg har selv kontrol over min økonomiske succes.
  • Jeg lærer og bruger viden om penge hver eneste dag.

Alt er relativt

Måske sammenligner du dig ofte med andre, både når det kommer til hvor mange penge du har og dine ejendele.

Vi falder alle i sammenligningsfælden. Har naboen en stor bil, får vi det dårligt med os selv, hvis vores ikke har en tilsvarende størrelse.

Husk på, at sammenligning i realiteten ikke har nogen magt over dig, andet end den, du tilskriver den.

Du har allerede lært at have det sjovt for mindre, og hvis ikke, så læs trin 4 igen.

Og desuden, hvis du havde din nuværende livsstil for 200 år siden, ville den sandsynligvis kunne sammenlignes med en kongelig, hvis ikke din er bedre.

6. Få pengene til at arbejde for dig

Når du begynder at leve et billigere liv, vil du med stor sandsynlighed have penge tilovers hver måned.

Her opstår spørgsmålet: hvad skal jeg bruge pengene på?

I stedet for udelukkende at arbejde for penge, skal du have pengene ud at arbejde for dig.

Det bliver din livsstil ikke nødvendigvis billigere af, men du bliver til gengæld mere og mere fri, hvilket kan skabe stor livsglæde.

I stedet for at være afhængig af en arbejdsgiver, kan du klare dig for de penge, du har sparet op og investeret.

Det giver samtidig en god ro i maven, at du ikke behøver være så bekymret, hvis du skulle blive fyret eller af en anden grund miste dit arbejde.

Start med en nødopsparing

Hvis du allerede er gældfri, kan du starte med at starte en nødopsparing, som helst skal vokse sig til mindst 2 måneders forbrug, og gerne mere.

Så hvis du bruger 10.000 kr. om måneden, bør du have mindst 20.000 kr. på din nødopsparingskonto.

Begynd at investere pengene

Gennem investering er det ikke unormalt at opnå et årligt afkast på 5-10%. Det betyder, at hvis du har 10.000 kr. investeret, kan du tjene 500-1.000 kr. på et år.

Det er dog ikke sikkert du vil opnå gevinst hvert eneste år, men når du lever billigt, har du ofte ikke brug for pengene i nærmeste fremtid alligevel.

Investering indebærer altid risiko, så det er vigtigt, at du forstår hvad du investerer i, før du lægger penge i det.

Vi har skrevet flere guider til opsparing og investering, som du kan læse her:

Din handlingsplan til et billigere liv opsummeret

Her er din to-do liste for at opnå gladere liv med færre penge:

  1. Læg et budget for at danne overblik over din nuværende økonomi.
  2. Lav prioriteringer i dit budget, der passer med, hvad der skaber værdi i dit liv.
  3. Begynd at bruge færre penge, specielt på de større poster.
  4. Find alternativer til dyre aktiviteter og lær at have det sjovt for færre penge.
  5. Genovervej dit økonomiske mindset og dine overbevisninger om penge.
  6. Få pengene ud at arbejde for dig, f.eks. gennem investering

Vi håber at denne artikel var brugbar for dig, der ønsker at leve et billigere liv.

Var denne artikel brugbar?

6 af 6 fandt dette hjælpsomt

Forfatter Paw Vej

Paw Vej er leder for det danske marked hos Financer.com, hvor han har arbejdet siden 2016. Hans ekspertise falder inden for lån, kreditkort og investering, og hans artikler om de samme emner er blevet læst af mere end 1,5 millioner danskere. Paw er citeret af både danske FINANS og internationale Forbes.

Del på
Read Icon læst 16320 gange

Udforsk vores emner

Du gør en forskel når du bruger Financer  Lær mere